Hvide naturvine – fra lette, saftige og liflige og til store og komplekse vine

Det kan være svært at lave naturlig hvidvin helt uden tilsætningsstoffer. Hvorfor? For at forstå dette, må vi først lige vide en lille smule om kemi.  

Hvad beskytter en vin?

En af de ting, der er sværest at undvære fuldstændig i fremstillingen af vin, er sulfitter - svovl. Det tilsættes i en flydende opløsning typisk når høsten kommer ind og har to funktioner. Både at være en antibakteriel agent og at være konserverende.

Nogle af de naturligt forekommende stoffer, som kan gøre, at man kan undvære sulfitter i vinen er de kemiske komponenter, der hedder fenoler. De findes primært i skallen, kernerne og stilkene. 

Nu begynder det måske så småt at blive tydeligt, hvorfor hvidvin så ikke altid er ideel til at undvære sulfitterne. Det er netop, fordi hvidvin laves ved at presse druerne med det første, når høsten kommer ind. Derfor er der ikke lige så mange af disse fenoler i hvidvin som fx i rødvin. Og derfor er der heller ikke lige så mange naturligt forekommende stoffer i hvidvin, der kan yde noget af den samme beskyttelse, som sulfitter kan.  

Når det er sagt, er der meget man kan gøre for, at også hvidvinen bliver så naturlig som mulig.

Alfa omega er sund frugt

Blandt andet kan man sørge for, at den frugt man benytter er så sund som overhovedet muligt. Og det er netop tilfældet med de hvidvine, jeg selv laver og dem jeg køber hos de andre bønder, jeg samarbejder med.

Det gør, at vi i mange tilfælde tilsætter ingen eller så godt som ingen sulfitter - gerne ca 10-20% af det niveau, du finder hos konventionelle vinproducenter. Og du finder med sikkerhed ingen anden smagsprofilerende kemi og tilsætning. 

Fra let til kompleks

Som hovedregel kan du regne med, at hvidvinene fra mig selv på Le Raït og på Fourton er aromatisk lette og lette at forstå. For større hvidvine med større kompleksitet skal du gå efter vinene fra Lassolle og Jonc-Blanc.  

God fornøjelse.